Hvornår skal du lave research? Før, eller efter at du skriver?
Der er fordele og ulemper ved begge dele. Træf dit valg, når du har læst følgende.
Research før du skriver
Fordele: Hvis du skal skrive en fagbog, og laver research før du skriver, er det som regel lynhurtigt at få skrevet bogen, når du først går i gang. Du ved jo allerede, hvad du vil skrive. Du har det hele i hovedet, og mangler bare at få det ud på skærmen, eller papiret.
Ulemper: Du kan blive fanget i en research-fælde, hvor du aldrig kommet i gang med at skrive, men bliver ved og ved med at lave research. Du finder mange flere oplysninger, end du nogensinde vil få brug for, og får aldrig skrevet det, du vil, fordi du ikke er færdig med research endnu.
Research bagefter
Fordele: Skrivningen tager måske lidt længere tid, men du spilder ikke tid på research, du ikke får brug for. Selve research-arbejdet er meget mere rationelt og effektivt.
Ulemper: I nogle tilfælde vil du ikke kunne skrive ret meget, fordi du mangler en grundlæggende viden, som du først kan erhverve dig, når du har lavet research.
Min mening om research
Tag det fra situation til situation. Nogle gange er det smartest bare at skrive og så undersøge nogle få punkter bagefter. Andre gange skal du have en baggrundsviden, og når du har den, er det bare om at skrive det hele ned. I visse tilfælde kan det også variere i løbet af selve det værk, du er i gang med at skrive. Hvis du skriver en bog, er der måske visse kapitler, der bliver hurtigere færdigskrevet, hvis du researcher inden, mens andre er hurtigere færdige, hvis du researcher bagefter.
