Det korte svar: Ved at gå i gang med at skrive.
Da jeg skulle starte med at skrive dette blogindlæg, blev jeg rent faktisk i tvivl om, hvor jeg skulle begynde. Fordi jeg havde så mange tanker om netop dette emne.
Fx alle dem, der skriver til mig med gode årsager for, hvorfor de ikke er gået i gang endnu. Min egen roman, den første, som jeg er nået til side 60 på … Mine tanker som yngre om, at jeg skulle have en pc, før jeg gik i gang, og utallige andre forklaringer.
Eller dårlige undskyldninger?
Nej, ikke forstået på den måde, at du eller jeg bevidst benytter en dårlig undskyldning for ikke at komme i gang, men … okay, det her kommer jeg til at forklare.
Ved ikke at gå i gang er du 100 % sikker på ikke at få fiasko
Jeps, hvis du har en bog færdig, så er der tusind måder eller mere, du kan få fiasko med den:
- Udgiverne kan nægte at udgive den.
- Din kone/kæreste/mand/mor kan nægte at læse den.
- Din kone/kæreste/mand/mor kan læse den og ikke forstå et pløk af den.
- Anmelderne kan hade den.
- Dagspressen kan gøre den helt til grin.
- CNN kan tage den op som “årets værste bog”.
- Forfatter-foreningen kan smide dig ud.
- Du kan få dundrende økonomisk underskud med den.
- Ikke engang fiskehandleren vil være bekendt at pakke fisk ind med den.
- Du kan få Nobels fredspris med den.
Frygteligt, ikke sandt?
Det er langt mindre farligt at have en god begrundelse for ikke at gå i gang end at skulle stå ansigt til ansigt med den slags rædsler.
Ja, jeg er selv offer for den tankegang. Jeg er begyndt på den roman, jeg hele mit liv har drømt om at skrive, men som jeg har så store forventinger til, at jeg er sikker på, at den bliver en stor fiasko, at anmelderne vil rakke den ned osv. osv.
Så heldigvis har jeg ikke tid at skrive nu, for jeg har mere givende ting at skrive om. Juletips, fx.
Da jeg var yngre kunne jeg ikke skrive, for jeg skulle først have en pc.
Så købte jeg min første pc i 1993, men der havde jeg heller ikke tid til at skrive. Først et par år senere, hvor jeg tog fredagen fri til at skrive i, blev der lidt tid. Men ikke hver fredag, desværre. Så det blev kun til lidt noveller.
Og så kom faglitteraturen, som blev et levebrød. Ikke tid til pjat med at skrive om opfundne personer. Desuden aner jeg ikke, hvordan jeg skal fylde alle hullerne ud i handlingen. Jeg mener: A møder B, og hvad så? Ringer B til A dagen efter? Skal de sige noget til hinanden i telefonen? Og hvordan når de frem til slutscenen, hvor de lever lykkeligt sammen til deres dages ende?
Jeg har skam mange gode forklaringer på, hvorfor jeg ikke bare skriver en time om dagen.
For andre er det andre ting, detaljer, som det kan være helt ligegyldigt med i det store billede. Om bogen fx skal skrive i A4- eller et andet format? Om der skal være spalter eller ej? Hvilken skrifttype skal der bruges?
Det er lige meget.
Kom i gang, for alt det kan rettes bagefter. Men du (og jeg!) kan ikke rette i noget, der ikke er skrevet.
Vi kan ikke få fiasko med noget, der ikke er skrevet.
Men vi kan heller ikke få succes. Og tænk, hvis vores bog nu var det, måske ikke hele verden har ventet på, men bare en lille flok? Hvis vi kunne gøre en forskel, bare for én enkelt person? Er det så ikke det hele værd?
God formiddag.
Jeg er netop kommet rigtig godt i gang med min fortælling om en ung dreng, som rejser ud for at udføre frivilligt arbejde. Denne rejse modner ham, og uforklarlige ting sker.
Jeg har skrevet en prolog, som egentlig er et indblik i personen efter sin rejse. Den er skrevet i nutid, da handlingen foregår lige nu, mens læseren læser!
Derefter hopper fortællingen til dimissionsfest på gymnasiet.
Jeg skriver i 1.person, men er stødt på et problem.
Jeg var egentlig begyndt at skrive i datid, da handlingen har udspillet sig, men lige pludselig slog jeg over i nutid. Det blev jeg opmærksom på, da jeg læste det skrevne i gennem.
Jeg kan ikke beslutte mig, om det er bedst at skrive i datid eller nutid.
Er der nogen tommelfingerregel omkring dette?
Jeg har engang hørt en mand fortælle, at han synes at det virker krukket, at skrive i nutid i en historie, der har udspillet sig.
Jeg mener bare, at historien bliver meget mere nærværende end, hvis den var skrevet i datid.!
Med håb om hjælp.
Martin Rytter Handberg.
martin_rytter@hotmail.com
Hej,
Min hjemmeside http://www.spireforfatter.webbyen.dk er oprettet med delformålet at inspirere nye forfattere til at gå i gang med at skrive.
Det er et stort, og ofte uoverskueligt, projekt i starten. Men heldigvis bliver det lettere, når man først er i gang – og det bliver sjovt. For man kan udfolde sin fantasi, hvilket vil give ens liv nye aspekter.
Vælger man den sikre løsning, ikke at skrive, tror jeg, at man efter mange år vil fortryde det. En brænden efter at skrive er et træk ved personligheden, og for at leve sin person ud, må man på et tidspunkt begynde at skrive – eller gøre andet, man brænder inderligt for
Gode hilsner,
Søren
Super morsom og godt skrevet artikel om det, der plager de fleste forfattere.
Stephen King udtrykte det meget rammende i sin vidunderlige bog “Om at skrive” (On writing): “Forfattere skriver faktisk!”
- Underforstået at det der med at tulle rundt om den varme grød og vaske op istedet for at skrive, bare ikke funker i længden.
Betalæsning kan tit skubbe processen igang, hvis forfatteren er gået i stå eller ikke knække plotnøden.
Fx. http://www.kongamato.dk eller http://www.balatana.dk gør sig i den slags.
http://www.fyldepennen.dk er et godt sted, når vingerne skal afprøves. Kommentarer fra andre brugere kan tit sætte fart i skriveprocessen.
- Det ser nu også ud til at man kan lære en hel del herinde!
Tak for jeres kommentarer, og tak for de gode links i dem
Personligt bryder jeg mig slet ikke om, at fremmede læser beta på det, jeg skriver. Især ikke, når jeg kaster mig ud i skønlitteratur. Det er for følsomt endnu …
Jeg er meget glad for konstruktiv kritik, men foretrækker at få det fra nogen, jeg stoler 100 % på.