Hvis du planlægger at få udgivet en bog via et forlag, er det meget rart at have en idé om, hvad du kan forvente at få i forfatter-honorar, også kaldet royalty.
Især da alle forlag ikke er lige fine i kanten …
Du kan godt regne med, at de store forlag er reelle nok. De giver dig det, du skal have. Honoraret skulle gerne ligge på 10-15 % af salgsprisen uden moms, og med et forskud, som du beholder, uanset om bogen sælger det fornødne antal eller ej.
Dette forskud, eller garantisum, udgør ofte en tredjedel af dit forventede forfatter-honorar.
I sin tid tilbød et lille forlag mig 4 % i forfatter-honorar. Jeg havde kun fået udgivet to bøger på det tidspunkt: en bog for de danske handelsskoler, og en for daværende Teknisk Forlag, så jeg var ikke særlig kendt. Nogen vil forsøge at udnytte, at mange forfattere gerne vil udgives og blive kendte for enhver pris.
Det ville jeg ikke. Jeg kendte min pris og protesterede. Så røg procentdelen da også i vejret med undskyldningen, at jeg nok havde fået den forkerte kontrakt tilsendt.
Nogle forlag udbetaler kun royalties en gang om året, mens andre gør det to gange om året.
Selvsagt er det bedst for dig at få udbetalt pengene to gange om året, også selv om du kun modtager halvt så meget.
Lad os tage et konkret eksempel. Lad os sige, at du har skrevet en fagbog, som sælges for kr. 59 inklusive moms. Beløbet eksklusive moms er beregningsgrundlaget, altså 47,20. Hvis du får 15 % i honorar af dette beløb, tjener du 7,08 per solgt bog.
Hvis første oplag udgør 3.000 eksemplarer, er din forventede indtjening 21.240, og du bør så få ca. 1/3 af dette i forskud, altså 7.080.
Når du modtager royalty-afregning, vil du kunne se det solgte antal bøger og den fortjeneste, du har fået heraf. Forskuddet vil blive trukket fra. Hvis du allerede første gang har solgt mere end 1/3 af oplaget, vil du få udbetalt penge. Hvis du har solgt mindre, må du vente til senere.

Super artikel, og rigtigt godt at få nogle konkrete tal på bordet.
For min egen del tror jeg hellere jeg vil holde mig til e-bøger. Jeg tænder ikke helt så meget på at se mit navn på tryk, og skulle jeg få brug for det kan Lulu.com godt klare et enkelt tryk af bogen.
Men nu kan forfatterspirer få et godt indtryk af nogle tal at gå ud fra. Super.