Kategorier

Humor sælger

Da jeg i sjette klasse fik en ny og superdygtig dansklærer (Flemming Bjarnø, hvis nogen skulle kende ham) og begyndte at skrive andet end eventyr, fandt jeg ud af, at humor i stilene gjorde et godt indtryk og gav en høj karakter. Intet overdrevet, bare humoristiske indslag i ny og næ.

I 1996 (eller var det 1997?) begyndte jeg at undervise i edb, og jeg var rystende nervøs den første dag. Så nervøs, at jeg havde kvalme. Det gik over, og jeg fik nogle ganske gode tilbagemeldinger. Min “chef” (jeg var freelancer) fik altid gode anmeldelser, så jeg spurgte ham, hvad hans hemmelighed var, og han svarede, at jeg skulle få folk til at le.

Det tip huskede jeg også, da jeg holdt foredrag for 500 mennesker, der alle kiggede alvorligt op på mig, og jeg var en smule nervøs, men da jeg kom med min planlagte joke et stykke inden i foredraget, lo folk til min store lettelse. Bagefter hørte jeg, at de tilstedeværende havde været meget begejstrede, men helt ærligt … imellem os to … mit foredrag var ikke noget særligt. Det handlede bare om et it-kursus. Det særlige var vist joken, der fik folk til at slappe af.

Hvis du kan få folk til at le, vil de slappe af.

Det har gysets mester, Wes Craven, udnyttet på fuldkommen vis. I hans kultfilm Scream (1-3) får han folk til at le for derefter at komme med en chokeffekt. Det er supereffektivt, kan jeg godt love dig, så hvis du ikke har set filmene, gør det. Også selv om du ikke er til gyserfilm. Disse film er de rene mesterstykker.

Hvis folk slapper af, kan du også bedre nå dem med dit budskab. Måske fordi de vil opfatte dig som mere sympatisk, når du har fået dem til at le. Måske bare, fordi de slapper af og har sænket paraderne.

Det kan udnyttes i undervisningen. Tænk bare på en entertainer, som Lotte Heise. Hun holder et show, får folk til at le, men kommer også med en masse budskaber til os undervejs.

John Cleese har også brugt det. I sin tid så jeg en udsendelsesserie om godt salg, hvor han på humoristisk vis illustrerede, hvordan man ikke skulle gøre, og hvordan man skulle gøre.

Men en sjov ting vedrørende humor … hvis du får folk til at le hele tiden, for hver sætning, vil de ikke huske meget af det, du har sagt.

En af de bedste franske … nej, DEN bedste franske komiker, Jean-Marie Bigard, fortæller en masse interessante ting i sine shows. Og så får pointen folk til at le. Pudsigt nok kunne jeg citere en masse af det, han sagde, allerede efter at have set ham første gang. Og det var på trods af, at vi bogstavelig talt grinede så meget, at vi både fik ondt i halsen og røg ned af sofaen.

Spørgsmålet er, om man kan lære at være humoristisk? Kan man være sjov på kommando?

Ja, det tror jeg. Jeg ville mene, at det var et spørgsmål om træning. Jo mere, man prøver at se det humoristiske i en situation eller en sætning, desto bedre bliver man til at genkende humoren, når den er der og kan bruges. For humor bør aldrig være kunstig eller fremtvunget.

Post to Twitter Post to Delicious Post to Digg Post to Facebook

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>