I mange tilfælde kan den research, du laver, faktisk blive til bogen i sig selv, eller i hvert fald et kapitel eller to af bogen, hvis du skriver fagbøger.
Journalister benytter også i høj grad dette tip til at få deres artikler nærmest skrevet af sig selv.
Eftersom du ikke kan være ekspert på alle områder, er du nødt til at søge ekspertbistand til at udfylde de huller, du har. Du kan enten finde denne ekspertviden på nettet, på biblioteket, i dine bøger, eller … ved at interviewe en ekspert eller to.
Finn Dreibek fortæller i sin bog “Forfatterhåndbogen – Faglitteratur”, hvordan kan faktisk fik skrevet en hel bog på over 80 sider ved hjælp af de interviews, han havde lavet som research til bogen.
Han optog disse interview på bånd og renskrev dem, og fjernede forstyrrende “ik’?” fra teksten, undtagen i nogle få tilfælde for at vise, hvordan personen havde udtrykt sig.
Samme metode bruges af mange internet-marketingsfolk. De interviewer eksperter på deres felt, fx AdSense, bygning af lister osv., renskriver disse interviews, og udgiver dem i bogform. I mange tilfælde lader de dem endda være, som de er, og udgiver dem som video eller lydfil.
For nogle år siden blev jeg sammen med en række andre franskboende danskere bedt om at medvirke i en bog om at flytte til og bo i Frankrig. Bogen er udkommet og består hovedsagligt af disse interviews.
Du kan takke dem, du interviewer, på forskellig vis afhængig af metoden og målet. En flaske rødvin er altid velset, men en kopi af bogen kan også gøre det. Under alle omstændigheder skal du sørge for, at vedkommende føler, at han har fået noget for sin ulejlighed.
