En ting er formlen for at skrive en boganmeldelse. En anden er at tjene penge på det. Du vil lære begge dele, når du læser denne blogpost.

Formlen for en boganmeldelse

For at en boganmeldelse skal være god og oplysende, er der bestemte punkter, du skal have med.

Disse er:

• Navnet på bogen.
• Navnet på forfatteren.
• Antal sider i bogen.
• Prisen på bogen.
• Evt. hvor bogen kan købes.
• Kort resumé af bogen.
• Din mening om bogen.
• + Har bogen haft en effekt på dit liv?

I nogle tilfælde giver det mening at have en fakt-boks, der oplyser kort om navn, forfatter, antal sider og pris. Det vil gøre anmeldelsen mere overskuelig.

Herefter kan du brede dig ud i resuméet af bogen (dog uden at røbe for meget), og din mening om bogen. Det bedste er, hvis din mening er nuanceret, dvs. ikke udelukkende positiv eller negativ. Der er næsten altid et eller anden enten positivt eller negativt at sige om en bog. Find det punkt, og din vurdering vil forekomme ærligere.

Hvis bogen har haft en positiv indvirkning på dit liv (fx du har tabt dig 40 kg, du har reddet dit ægteskab, du har grinet i 14 timer i træk), så nævn det i din anmeldelse. Folk vil altid gerne vide den slags ting, for har bogen haft en indvirkning på dit liv, kan den også have en indvirkning på deres liv.

Hvordan kan du tjene penge på en boganmeldelse?

Hvis du er så heldig at være boganmeldelser på et ugeblad eller en avis, får du penge for dine anmeldelser. Men hvad med alle andre?

Du kan tjene penge på dine boganmeldelser, hvis du finder et affiliate-link til den bog, du vil anmelde.

Herefter skriver du din anmeldelse ud fra ovenstående formel, men i stedet for at linke direkte til det sted, bogen kan købes, bruger du dit affiliate-link.

Klart nok vil du ikke tjene penge på anmeldelser, hvor du sabler en bog ned. Har du læst en elendig bog, er det en god idé at anmelde den alligevel, fordi dine læsere så kan se, at du ikke bare anbefaler hvad som helst.

Men har du været begejstret for en bog, vil det smitte af i anmeldelsen, og en læser vil være meget tilbøjelig til at købe bogen selv.

Frem for alt skal du altid være opmærksom på, at der er mange andre måder end den traditionelle bogudgivelse, hvis du vil tjene penge på at skrive.

Hvad enten du skriver faglitteratur eller skønlitteratur, får du brug for tale-etiketter i det øjeblik, du kaster dig ud i direkte tale – dialog.

Tale-etikker er den forklaring, du sætter efter den direkte tale, fx:

“Kom indenfor”, sagde hun.

Men “sagde hun”, “sagde han” osv. bliver hurtigt meget trivielt at se på, hvis du har en længere dialog, så hvad gør du?

Undlad tale-etiketten

En metode er at undlade tale-etiketten i hvert fald i nogle af tilfældene.

Hvis du fx lader to mennesker tale sammen, kan du mindst hver anden gang udelade tale-etiketten. Faktisk mere end det, fordi det bliver let for læseren at følge med, indtil du når omkring den sjette eller syvende replik.

“Kom indenfor”, sagde hun.

“Ih, hvor er her pænt”.

“Tak skal du have. Vil du have kaffe?”

“Ja, tak”.

Ikke verdens mest opfindsomme dialog, men til at finde rundt i, selv om jeg kun har brugt en enkelt tale-etiket.

Det kan gøres endnu tydeligere, hvis du tilføjer en sætning om, hvad der foregår – en ledsagende handling.

“Kom indenfor”, sagde hun.

“Ih, hvor er her pænt”. Han travede ind i en entreen og stillede de våde sko på måtten.

“Tak skal du have. Vil du have kaffe?” Hun vinkede ham ind i stuen, alt imens hun selv bevægede sig hen imod køkkenet.

“Ja, tak”. Han snusede til den behagelige duft af nybragt kringle, og hans mave knurrede allerede ved tanken om lækkerbidden, der ventede ham.

Hvad kan du skrive i tale-etiketten?

En person kan hviske, sige, skrige eller mumle, når han siger noget.

Men han kan ikke “smile” en sætning. Medmindre han er bugtaler, måske …

Stryg følgende af repertoiret med det samme:

“Gør ved mig, hvad du vil”, smilede hun frækt.

Det er en ledsagende handling (smile), ikke en tale-etiket.

Det bliver endnu mere grotesk, hvis du vælger en anden handling end at smile, fx:

“Tak skal du have. Vil du have kaffe?”, skænkede hun op.

Nej, vel?

Tjah, faktisk har overskrift sagt alt, men okay, lad mig uddybe det indlysende lidt.

Skriv, så læseren forstår dig.

Da jeg gik i folkeskolen og gymnasiet, lærte jeg, at når vi skrev en stil, skulle vi skrive om emnet på en måde, så selv en totalt uforstående ville kunne vide, hvad det handlede om.

Skriver du sådan i dag, når du skriver blogindlæg eller artikler?

Lad være med at gå ud fra, at fordi du læser aviser og ser nyhederne i TV, så gør alle det. Gå ikke ud fra, at folk automatisk kender den “kendte” person, du omtaler.

Hvis jeg fx skriver, at jeg finder det dybt uretfærdigt, at Cantat kom så mange år i fængsel i udlandet, ved du så overhovedet, hvad jeg tænker på?

Nej, det kræver mere forklaring, så når du skriver – hvadenten det er blogindlæg eller artikler, så begynd med begyndelsen. Ja, altså ikke Adam og Eva (medmindre det er dit tema), men kom lige med en forklaring, så selv folk, der ikke ser TV (dansk i hvert fald) ved, hvad du skriver om.

Tænk altid laveste fællesnævner.

Forklar forkortelser, første gang du bruger dem.

Fortæl, hvem de mennesker er, du beskriver.

Lad være med at komme med indforståede “mellem-sidebenene” ting. Skriv så tydeligt, så selv min yngste hund forstår det. (Ah, ja, okay, det er måske lidt overdrevet. Hun forstår alt, hvad der har med mad at gøre, men det er også alt.)

Fortæl ikke om “hustruen”, “broren”, “moren”, “faren”, “arve-onklen” osv., men fortæl om din hustru, din bror, din mor, din far, og din arve-onkel. En undtagelse til denne regel er “dronningen”. Ja, vi ved vel alle, at når vi taler om “dronningen”, så er det selvfølgelig verdens navles dronning, også kaldet Lange-Grethe af visse frisører (hej Kimmer <– indforstået hint).

Derudover – ingen bestemte former, men fortæl, hvem der ejer dem. Det er ikke en selvfølge, nemlig, medmindre du kun skriver for dig og din ægtefælle, og i så fald bør du ikke sætte det online.

Dixi

Forfatteren

Har du ideen til, hvad du skal skrive om, men du kan alligevel ikke sætte ord på det?

Så har jeg løsningen. Lav en sindssyg regel.

En sindssyg regel kan fx være, at du aldrig må slutte en sætning med et ord, der starter på en vokal.

Denne regel giver absolut ingen mening, men begrænsninger viser sig igen og igen at øge kreativiteten.

Bare se på lav-budget film. Film-magerne har måttet klare sig inden for en meget skarp begrænsning – mangel på penge. Og disse film er som regel langt bedre lavet, og omfatter meget mere kreative løsninger, end film, der har et kæmpestort økonomisk budget.

Bruger du allerede en sindssyg regel til at narre din kreativitet frem i lyset? Fortæl om det i kommentarerne. Også hvis denne blogpost har inspireret dig til at gøre det fremover.

Noget af det værste en forfatter kan komme ud for er skriveblokering. Men faktisk er det nemt at undgå en sådan. Du skal bare vælge dit skrivelandskab omhyggeligt – også når det gælder dit indre miljø.

God atmosfære uden stress

Find dig et roligt hjørne af huset eller lejligheden – eller lej dig ind på et hotel, om nødvendigt – for at opnå en god atmosfære uden stress.

Hvis du forbliver i hjemmet, skal du sørge for, at din skrivetid er helt uden forstyrrelser i form af telefoner, støjende unger, gøende hunde, miavende katte, snakkende ægtefæller, e-mails, Tweets, osv. osv.

Med andre ord: Luk dig ude fra al støj og forstyrrelse.

Samme sted hver dag

Mange forfattere, heriblandt min helt, Stephen King, sværger til det samme skrivested hver dag. På den måde vil du ankomme i “zonen”, allerede når du sætter dig på stolen på dit skrivested. Du vil allerede være i stemning til at skrive, og kreativiteten vil indfinde sig hurtigere.

Er du stresset alligevel?

Hvis den blanke skærm stresser dig, så du alligevel ikke får skrevet noget, så drop det for en tid. Gå en tur, tag et bad, støvsug stuen, tag opvasken, eller lav noget helt, helt andet. Denne pause får dig til roligt at ændre tanker, så du bagefter er frisk til at skrive gode ting.

Har du et skrivelandskab? Fortæl mig om dit sted i kommentarerne.

Har du nogensinde været i et fremmed land, hvor du ikke forstod noget – eller kun meget lidt – af sproget?

Hvad gør du så? Forstår du noget alligevel?

For mange år siden var jeg på ferie hos min søster, der bor i Italien. Selv om jeg forstår en del italiensk, så er der langt til at kunne forstå og følge hele samtaler, se film på tv, osv. Alligevel forstod jeg en hel del …

Fordi italienere bruger hele kroppen, stort set, når de taler. De bevæger arme, hænder, mund, næse, øjne, overkrop, og ud fra deres kropssprog bliver det meget hurtigt tydeligt, om de er ophidsede, sure, glade, utilfredse, sultne, mætte, osv. Faktisk uden at kunne forstå et ord italiensk, vil du sandsynligvis kunne forstå en hel del af, hvad en italiener siger.

Men selv om vi ikke alle taler med hænderne, som latinere, så bruger vi kropssprog. Vi udtrykker os gennem holdninger, og ikke kun ord.

Hvis du vil øve dig i at fremstille en scene på en sådan måde, at dit budskab kommer frem, så prøv at skrive den helt uden at lade dine personer tale.

Beskriv udelukkende deres kropssprog, og lad dem forblive i isnende – eller måske varm? – tavshed.

Trækker manden forsigtigt stolen ud, før han sætter sig? Eller river han den ud med et ryk og sætter den med et brag på gulvet? Er hun henslængt over bordet med håret i suppen, eller sidder hun med foldede arme og mundvigende nedad? Hvad kigger hun på? Hvad laver hunden imens?

De bedste forfattere er geniale ud i kunsten “at se”. Pudsigt nok er det ikke nok at have øjne for at kunne se. En computer kan i teorien “se”, hvis den har et indbygget webcam, men den kan på ingen måde fortolke det “sete”, og deri består forskellen imellem at registrere billeder og at se.

At se er altså ikke kun at registrere, men at være klar over, hvilken betydning det registrerede har.

Du kan træne dig selv til at blive bedre til at se – også det, du læser.

Stil spørgsmålstegn ved det kendte

Uanset hvad dine øjne hviler på, så lad som om, at alt er nyt og ukendt igen. Hvad ser du? Er det nu rigtigt? Hvad føler du ved det, du ser? Hvilken ting er det helt præcist, der får dig til at føle sådan?

Hvis du kan ramme det, der får dig til at føle, og beskrive netop det, så vil du få læseren til at føle lige nøjagtigt det samme, som du gør.

Som en praktisk øvelse kan du kigge på noget levende, noget organisk, som fx din sovende køt… hund, din solslikkende kat, din forvoksede græsplæne, eller hvad du nu har i nærheden.

Kig på det. Nedstir det, indtil du har lært noget, du ikke vidste før. Bagefter skriver du om det på en sådan måde, at du videreformidler det, du har følt.

Se, også når du læser

På mit natbord ligger lige nu et ulæst fransk ugeblad om helse. En af overskrifterne lyder (i min oversættelse): Hvilken migrænekvinde er du? (Quelle migraineuse êtes-vous?). Inde i bladet er der så en test, man kan prøve.

Hvad synes du om den overskrift? Hvad får den dig til at føle?

(Min mand foreslog oversættelsen “migræne-patient”, og jeg havde først valgt “migræne-type” som oversættelse af ordet “migraineuse”).

Hvis den ikke får dig til at føle noget, så bliv ved med at se på sætningen, indtil den gør. Hvis det ikke lykkedes dig, okay, så drop det, og gå videre med en anden sætning efter eget valg.

Beskriv enkeltheder, ikke almindeligheder

Gå ud et sted, hvor der er andre mennesker, og udvælg dig en, som du herefter skal beskrive.

Sørg for at beskrive manden eller kvinden, så der ikke er noget at tage fejl af. Det nytter ikke meget at skrive “en gammel kvinde med blåt hår”. Det vil give adskillige tusinde resultater, hvis andre skulle finde frem til, hvem du havde beskrevet. Det samme gælder naturligvis “en gammel, skaldet mand”, “en ung fyr i cowboysbukser”.

Beskriv de enkeltheder, som gør personen unik. Bliv ved med at kigge, indtil du ser det.

Hvis du befinder dig i 1. stadium, sådan som jeg beskrev det i går i posten “Fire stadier i en forfatters udvikling“, så er der heldigvis måder, du kan arbejde dig ud af det og videre over i 2. stadium. Damon Knight, som har skrevet bogen “Hvordan skriver jeg noveller?” giver følgende råd:

I 1. stadium skriver du mest for dig selv, og dine historier ligner dagdrømme. Helten eller heltinden er den person, du gerne ville være, og din hovedrolle-indehaver opnår de drømme, du godt kunne tænke dig.

Men formentlig har du andre personer med i din historie, ikke? De kan i hvert fald hjælpe dig videre.

Du skal nu ikke alene være hovedpersonen, men overtage alle førende roller i din dagdrøm.

Med andre ord, hvis du i din dagdrøm er en smuk, ung kvinde fra landet, og den smukke unge prins netop har friet til dig for øjnene af hans forbløffede familie, og især hans tidligere kæreste, så vær ikke kun prinsessen. Vær også prinsens jaloux tidligere kæreste, der synes, at du er en bred-r… øhem, -måset ko fra landet, og du begynder at have en mere spændende historie.

Damon Knight skriver herefter noget meget interessant, som harmonerer meget godt med min oplevelse af at møde folk i World of Warcraft, hvor vi hver især indtager forskellige karakterer som fx nat-elver, dværge, mennesker (for de fantasiløse), trolde, orcer, og blodelver.

“Det at skrive tiltrækker visse mennesker som en måde at skjule sig selv på, gemme sig bag opfundne personer, på samme måde som en skuespiller kan gemme sig bag den rolle han spiller. At skjule sig er afgjort en del af det at skrive, og vi gemmer os alle i vore personer, men det at skrive er også en måde hvorpå vi afslører os selv. Enten gør vi det frivilligt og modigt, eller også gør vi det af frygtsomhed og mod vores vilje. Den uheldige unge forfatter der opfinder helte med forbløffende intelligens, visdom, skønhed, styrke og dyd er som et barn der prøver at gemme sig bag en lygtepæl. Det kan ikke skjule det hele eller overhovedet vælge hvilke dele det afslører.

Alle disse narcissistiske dagdrømme er beregnet til at trøste og smigre ét menneske – dig selv. Hvis du lod nogen af de andre personer følge sine egne interesser, være et menneske i sig selv, ville du ødelægge drømmen. Det er derfor jeg vil have at du gør det.”

Tør du ødelægge din egen dagdrøm? Tør du udvikle dig til 2. stadium eller længere i forfatterens udvikling?

Fortæl mig alt i kommentarerne

I går skrev jeg en smule om min egen erfaring med at skrive og få udgivet noveller. Jeg beskrev, hvordan jeg i starten forsøgte mig med at skrive en pladderromantisk novelle, som i øvrigt handlede om en ung, fattig kvinde, der vandt et lækkert kamera i en fotokonkurrence. Jeg går ud fra, at med en del træning kan man godt finde på et noget mere kedeligt emne

Men denne udvikling stemmer faktisk fuldstændig overens med det, som Damon Knight skriver om i sin bog “Hvordan skriver jeg noveller?”.

Damon Knight omtaler fire stadier i en forfatters udvikling. Han benævner dem meget original 1. stadium, 2. stadium, 3. stadium og – overraskende slutning – 4. stadium Men ikke desto mindre ser det fornuftigt ud. Lad os se på de fire trin.

1. stadium: Du skriver for dig selv

I det første stadium skriver du mest for dig selv. Dine historier ligner dagdrømme, og dine historier ender i skrivebordsskuffen, hvor de også hører hjemme.

Jo, det kan være godt at skrive narcissistiske noveller, men skån os andre fra dem, vil du? Træn dig selv i at skrive ved hjælp af dagbøger og ønskedrømme-historier, men prøv ikke at få dem udgivet.

2. stadium: Du skriver banale historier

Du er nået ud over dit selvoptagede stadium og prøver at komme ud af skallen. Men dine historier er stadigvæk det, som kaldes “banale”. I denne fase vil du måske forsøge at få udgivet nogle af dine skriverier, og du vil få afslag.

Min fotokonkurrence-novelle hører hjemme i denne kategori, og jeg har forlængst sendt den videre på eventyr i cyberspaces Papirkurv (læs = slettet filen). Heldigvis prøvede jeg aldrig at få den udgivet.

3. stadium: Du har svagheder

Efter at have skrevet dig ud af 2. stadium er du nu i stand til at skrive fuldendte historier, men du har stadig svagheder i form af tekniske vanskeligheder, en svag struktur, dårlig personopbygning eller lignende.

4. stadium: Du er professionel

Du har løst de tekniske problemer, og du er nu i stand til at skrive fuldendte historier, som sælger.

Noveller, romaner eller artikler?

Ovenstående stadier er tiltænkt den skønlitterære forfatter, men gælder det mon ikke alle genrer?

Måske skriver du artikler eller blogindlæg, og hvis du er i 1. stadium, så handler de for meget om dig selv, og det, du godt kunne tænke dig?

Eller du skriver indlysende og banale artikler eller blogindlæg, hvis du befinder dig i 2. stadium? (Nogle af selvhjælps-guruerne er helt klart i denne fase. De skriver “citater”, som kun de selv og deres mest trofaste tilhængere finder “dybe” – nå, rant slut.)

Måske er du nået til 3. stadium, og skriver artikler og blog-poster med godt indhold, men du mangler stadig at lære noget om overskrifter eller indledninger.

Hvor mener du selv, du befinder dig iblandt disse stadier? Fortæl mig om det i kommentarerne.

Groft sagt: Hvis du ikke skriver romantiske noveller, kan du ikke tjene penge.

Dette er meget groft sagt, må jeg indrømme, for selvfølgelig er der andre muligheder, men her er, hvad du skal regne med, hvis du vil skrive noveller og have dem udgivet.

Dengang jeg startede på at skrive for alvor, så jeg noveller som en hurtig og ren mulighed. Først skrev jeg en pladder-romantisk og elendig novelle, som jeg heldigvis ikke forsøgte at få solgt.

En nat var jeg på vej hjem som passager under en times bilkørsel, og tankerne fløj … Jeg fik idéen til en novelle, og jeg udviklede faktisk hele handlingen fra start til slut under bilkørslen. Kort tid senere skrev jeg den ned, og jeg sendte den til Danmarks Radio i håbet om at få den udgivet som radiospil. De kunne lide den, men det var ikke den type, de brugte, svarede de, og anbefalede mig i stedet Alt for Damerne.

Alt for Damerne udgav den, men da jeg nogle år senere kontaktede dem igen, var de holdt op med at udgive noveller.

Tilbage er der (mig bekendt) kun romantiske noveller i ugeblade som Familiejournalen.

Novellesamlinger

Hvis du skriver mere end en novelle, og flere af dem er gode, kan du være heldig at få udgivet en novelle-samling.

Men er det noget, der vil gøre dig rig?

Hvornår har du sidst købt en novellesamling?

Jeg ved, hvornår jeg har. Det er 14-15 år siden, jeg købte Finn Dreibeks noveller for en rund ti’er. Før den var det Karin Blixens noveller. Før den – intet. Efter – intet. Jeg har godt nok lyttet til nogle Stephen King noveller, som jeg lånte som lydbog på biblioteket, men det er alt.

Så overvej, om der er et marked for dine noveller.

Romantiske noveller

Desværre er det aldrig lykkedes mig at skrive noget vellykket inden for denne genre. Måske skyldes det, at jeg ikke læser den selv? Og derfor ikke rigtigt kan finde den rette tone? Jo, jeg læste kærlighedsromaner, da jeg var teenager, men jeg har ikke gidet det siden dengang, må jeg indrømme. For der er uden tvivl en del at hente, hvis du kan ramme denne genre.

Hvilken type noveller, ville du skrive, hvis du skulle skrive noveller? Og hvordan ville du tjene penge på dem? Fortæl mig om det i kommentarerne.