Hvis du har en idé til en bog, behøver du sandsynligvis ikke at skrive hele bogen, før du kontakter et forlag. Mange forlag vil være interesserede i at høre fra dig, før du skriver.
Hvorfor?
Fordi hvis de er interesserede, kan de præge indholdet og styre dig i den rigtige retning fra start af, i stedet for at de skal bede dig om at skrive dele af bogen om senere.
Find først det rette forlag
Først skal du finde ud af, hvilke forlag der beskæftiger sig med den type bog, du agter at skrive. Det har nok allerede nogle bøger stående fra det forlag, hvis det drejer sig om et emne, du interesserer dig for, og mon ikke det gør? Ellers ville du vel ikke skrive en hel bog om det selv.
Hvis du vil finde andre forlag, der publicerer bøger i den genre, du har valgt, kan du søge på nettet eller i telefonbogen.
Tjek forlagets hjemmeside
Måske skriver forlaget på deres hjemmeside, hvordan de gerne vil modtage manuscripter?
Tjek det ud. Der er jo ikke meget idé i at sende dem et udprintet manuscript med dobbelt linjeskift og en margin på 5 cm, hvis forlaget foretrækker et trykkeklart manuscript tilsendt i rtf-format.
Send en synops
Medmindre forlaget udtrykkeligt beder om at få den færdige bog, skal du sende dem en synops og evt. et prøvekapitel.
En synops er, som du nok ved, skelettet i bogen. Den kan minde om indholdsfortegnelsen, men under hver overskrift i synopsen skal du beskrive, hvad kapitlet eller afsnittet indeholder, og mange forlag vil desuden gerne vide, hvor mange sider du regner med, at afsnittet vil udgøre.
Mere om synopser senere i en særskilt post her på bloggen.
