Show – don’t tell er en meget vigtig fortælleteknik, som du bør kende og benytte dig af.
Som dens engelske navn mere end antyder, går det ud på, at du viser noget i stedet for at fortælle det direkte. Lad mig vise dig det med et eksempel 
Den kvindelige pokerspiller, Britt Malka, var en succes – men denne turnering voldte hende en del vanskeligheder. Ikke desto mindre var hun meget nervøs, da de første to kort blev delt ud. Hun ville sikre sig, at ingen andre kunne se kortene, mens hun selv kiggede på dem. Det var nok til, at hun blev klar over, at det ikke var en særlig god hånd. Hun følte sig endnu mere nervøs og ventede allerede den kommende fiasko. Hvor ville det være frygteligt at skulle forlade bordet som en taber. Jo, ganske vist var hun garanteret en plads imellem de ti bedste, men hun ville alligevel være en taber. En fiasko. Det ville ikke være til at bære. Hun skulle vinde denne hånd. Britt overvejede, hvordan hun bedst kunne bluffe de andre spillere.
Ovenstående – det var at fortælle om alle poker-Britts følelser og overvejelser. Nedenfor vil jeg i stedet vise det.
Britt Malka var endnu engang nået frem til finalen i verdensmesterskabet i poker. Ti personer havde siddet omkring det grønne bord i en time nu, og bunken af jetonner foran Britt var blevet mindre og mindre.
Groupieren delte de to kort ud til hver deltager. Britts hænder rystede, da hun løftede fligen af kortene lige nøjagtigt nok til, at hun kunne se symbolet i hjørnet af dem. Klør 2, Hjerter 8. Hun tog en dyb indånding. Sådan. Hænderne var lidt roligere nu, men hun blev nødt til at tørre en smule sved af panden. Hun tog sine solbriller på og skævede til de to modstandere, der sad nærmest.
Manden til højre for hende havde kort forinden smidt jetonner til en værdi af 2.000 dollars på bordet. Big Blind. Han smilede bredt til hende. Britt vendte sig hurtigt mod bordet igen. “Raise”, bekendtgjorde hun, og smed 10.000 dollars. De følgende otte spillere foldede alle deres kort, men manden, der havde smilet til hende, skubbede 20.000 dollars ind på bordet. Hun trak vejret dybt, holdt det et øjeblik, og skubbede så resten af jetonnerne ind på bordet. “All in”.
Britt fjernede en lille tåre fra øjenkrogen med det yderste af pegefingeren, da manden fulgte trop og skubbede alle sine jetonner ind i spillet. Der var intet mere, hun kunne gøre. Resten afhang af heldet, hendes kort og hans kort.
Kunne du se forskellen? I stedet for at fortælle om hovedpersonens følelser, viser jeg det ved kropssprog og ved at beskrive situationen. Det virker stærkere på læseren selv at fornemme følelserne end hvis han blot får dem fortalt. Hvis han får beskrevet nogle ting i stedet for at få dem fortalt, vil han se dem for sig og derved nærmest opleve samme følelser selv.
Kirsten var ellevild af glæde, da hun fik 7 rigtige i lotto.
eller:
Kirsten hoppede op og ned og jublede højt, da ugens lottokupon blev trukket. 7 rigtige!
Nå, ja, det kan sandsynligvis gøres bedre.
Når du skriver, kan du evt. – hvis det falder dig lettere – i første kladde fortælle om følelserne, mens du skriver løs og får det hele ned på papiret så hurtigt som muligt. Når du retter dit manuskript, kan du ændre alle fortællingerne til beskrivelser. Personen er ikke vildt forelsket, men hjertet bankede hurtigere, og hendes kinder blev røde.
Show – don’t tell. Vis det – fortæl det ikke.