“Så blev det da endelig jul”, smiler Hanne.
“Jeps, lige til tiden – præcist som sidste år”, ler Oda.
“Det er først i morgen”, hoster Kurt.
Nå, den sidste form er måske ikke så hyppigt brugt, men jeg tog den med bare for sjov 
Hvad er der galt med ovenstående samtale?
“Kun” det væsentlige, at man ikke kan smile eller le, hoste eller for den sags skyld prutte en sætning. Man kan sige en sætning. At le eller smile en sætning er bare en anden form for kliché, som kun hører hjemme i trivialliteraturen.
“Jamen, hvad så? Jeg kan jo ikke skrive “sagde Hanne”, “sagde Oda”, “sagde Kurt”", vil den undrende læser måske spørge.
Nej, det er rigtigt, men jeg går ud fra, at du ikke skriver med en målgruppe af tre-årige, så de vil sagtens kunne forstå, hvem der siger hvad, hvis det er formuleret fx som følger:
Hanne ser smilende på Oda: “Så blev det endelig jul”.
“Jeps, lige til tiden – præcist som sidste år”. Oda ler.
Hostende udbryder Kurt: “Det er først i morgen”.